Mad er ikke religion

Mad er ikke religion. I hvert fald ikke for mig. Jeg spiser mad, og nyder den, for dels at overleve, men også for at opøve mine smagsløg med nye impulser.

For andre er deres mad præget af deres religion – og det vil jeg ikke blande mig i under nogen omstændigheder. Ganske som jeg heller ikke mener andre skal blande sig i de valg vi foretager.

Nogle ting er bevidste TILvalg, andre er FRAvalg – og sådan kan vi hver især vælge mellem dusinvis af forskellige varer i de supermarkeder vi besøger når vi er ude for at handle.

Jeg tror vi engang imellem glemmer hvor privilegeret vi rent faktisk er her i den vestlige verden. Vi glemmer hurtigt hvor slemt det står til i resten af verden – og det kunne ellers lære os en hel del.

Vi løser ikke verdens problemer hverken ved at blive vegetarer eller veganere, men dem som vælger dén strategi skal da bestemt have lov til at afprøve metoden.

Friheden til at vælge selv er personlig, og man bør ikke blande hverken politik eller religion ind i folks madvaner. Jeg bliver så harm, når jeg hører om folk, som bliver så rabiate at de driver hærværk (enten fysisk eller via SoMe) imod slagtere, bare fordi de er uenige.

Som at at fordi person X får en lys ide, så skal alle andre gøre præcis det samme, for ellers går kloden ned.

Med et smil på læben kunne man derimod sige, at kloden nok nærmere går ned, hvis vi begynder at bekrige hinanden. Det gavner hverken det mentale eller fysiske miljø, hvis ikke vi lærer at arbejde sammen.

Lad os dog trives med hinandens forskelligheder, og acceptere, at vi kan være tolerante over for hinanden uanset om vi nødvendigvis er enige med hinanden. Det burde være et tegn på, at vi hævede os blot en smule over det dyriske niveau.

Fortsat god dag herfra. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *